Hvordan forbereder du dit barn på børnehave, så morgenerne ikke ender i tårer og kamp? Vi deler gennemprøvede tips til både forberedelse og selve indkøringen.
Jeg er mor til fireårige Sárinka og seksårige Samík. Af alle de mulige løsninger valgte jeg en klassisk kommunal børnehave med blandede stuer. Jeg lagde stor vægt på forberedelserne til dette vigtige skridt i mine børns liv, og jeg vil gerne dele med jer, hvordan det hele foregik – så børnehaven også for jeres børn kan blive et sted, de glæder sig til: nye venner og nye oplevelser.

Det er vigtigt at tale positivt og realistisk med børn om børnehaven og forsøge at undgå den der „forældre-skræmmekampagne“ med børnehaven, så børnene ikke får et negativt billede af den og bliver bange for at tage derhen.
For mig fungerede det godt – både før og under børnehaveåret – at lege nogle situationer igennem med Samík ved hjælp af LEGO. Vi legede børnehave med figurer, kopierede børnehavens dagsrytme, og jeg skabte også bevidst forskellige situationer, som vi så løste gennem rolleleg (fx nogen tager mit legetøj, jeg kan ikke lyne min jakke, en ven slog mig, jeg savner jer …).
Til forberedelsen kan børnebøger om emnet være en stor hjælp. De gør det lettere for børn at forestille sig, hvad der venter dem i børnehaven – og også efter opstart vil de ofte bede om at få dem læst højt, fordi de kan lide, at bøgerne viser situationer, de kender så godt fra børnehaven.

Det, der helt sikkert gør børnehavelivet lettere for børn, er graden af selvhjulpenhed: at kunne tage tøj og sko på med lidt hjælp, spise selv, bruge toilettet, vaske hænder med sæbe, bruge lommetørklæde, rydde op efter sig … Selvfølgelig hjælper pædagogerne gerne med det hele, men jo mere selvstændigt og uafhængigt barnet er, jo mere trygt vil det føle sig – og det undgår situationer, hvor det føler sig utilstrækkeligt.
Du kan også selv gøre det lettere for barnet at tage tøj og sko på ved at vælge passende tøj og fodtøj.

Det, forældre nok frygter mest, er morgenerne med aflevering i børnehaven, som nogle gange kan være ledsaget af gråd og modvilje mod at gå derhen. Børn prøver ofte at overtale jer til, at de må blive hjemme. Af erfaring vil jeg råde jer til ikke at gøre det (det råd fik jeg også fra alle dengang, men jeg havde følelsen af, at jeg jo vidste bedst) – for børn husker det virkelig godt. Samík prøvede flere gange igen og sagde: „Men kan du huske, dengang jeg græd så meget, og så lod du mig blive hjemme.“
Måske et tip til børn, der græder: bær dem ikke ind i børnehaven, og løft dem ikke op i garderoben for at trøste dem. Så bliver det meget sværere for barnet at give slip på dig. Tag hellere barnet i hånden, eller sæt dig på hug ved siden af og giv et kram.

Hos os gik indkøringen uden de store problemer, men fordi mange mødre sidste år henvendte sig til mig, som ikke var lige så heldige, bad jeg mine følgere om hjælp og samlede nogle tips, der kan støtte børnene. Selvom det i de fleste tilfælde især er tiden, der hjælper:
Børn græder, fordi du er det mest værdifulde i deres liv, og når de skal i børnehave, er de bange for at miste dig. Hav forståelse og prøv at trøste dem.

Når vi kom hjem, var Samík altid begejstret for at være tilbage ved sit legetøj og gik som regel straks i gang med at lege, hvilket jeg var helt med på. Det, jeg var mindre glad for, var, at han lod nogle af sine frustrationer gå ud over Sárinka – noget han ikke havde gjort før. Oftest var det en reaktion på noget, der var sket i børnehaven.
Jeg gentog altid for ham, at hvis nogen gør noget, han ikke kan lide, skal han sige fra med det samme og tydeligt vise, at han ikke synes om det. Han samlede en del mindre pæne ting op fra børnene i børnehaven (at svare igen, provokationer, grimasser) og prøvede så at bruge det derhjemme – hvilket var en stor tålmodighedsprøve for os alle.
Man skal vænne sig til, at når barnet starter i børnehave, bliver det også påvirket af andre mennesker end jer – og sådan er livet.
Børn holder ofte deres følelser i skak i børnehaven, og når de kommer hjem til et velkendt miljø, til tryghed, så slipper de følelserne løs. Det kan være hårdt for alle. Flere gange oplevede jeg, at børnene allerede skændtes i garderoben eller i bilen, svarede igen eller bare ikke hørte efter. Det gjorde ondt, og nogle gange skulle jeg lige „gå det af mig“, men man må prøve ikke at tage det personligt og sige til sig selv, at „det er bare en fase“.

Lucie @schoolofmylife
Først og fremmest mor til to små børn: Samuel (6 år) og Sára (4 år). Jeg er uddannet fra Det Pædagogiske Fakultet ved Karlsuniversitetet, og min uddannelse påvirker i høj grad også det indhold, jeg laver på sociale medier og på min blog, hvor jeg har været aktiv, siden Samík blev født.

Du befinder dig på www.premiumbarefoot.dk