Tenerife-overgangen i barefoot sko – 100 km og den ene udfordring efter den anden

Hvad sker der, når du spontant beslutter dig for at flyve afsted i november på en 100 km lang vandretur? Kan man virkelig komme op på Tenerifes højeste top, Pico de Teide, uden tilladelse? Og er det overhovedet en god idé at tage afsted i barefoot sko?

Hvorfor lige til fods?

De sidste par år har vandring i vores bakker og i større bjerge været en af mine yndlingsbeskæftigelser. Af en eller anden grund synes jeg, at det at pine sig selv op ad en stejl stigning med udsigt og (især) mad for øje er tid virkelig godt brugt. Indimellem tænker jeg, at jeg måske kunne holde ferie på en anden måde end ved at gå et sted hen. Måske kunne jeg bare ligge på et resort og vende mig på solsengen efter en halv time. Problemet er bare, at mad – uanset om det er det, du hiver op af rygsækken, eller det, du køber med højfjeldstillæg – smager allerbedst, efter du har været tæt på at segne et par gange.

Med den filosofi og en uges ferie, der skulle bruges, endte jeg ret tilfældigt på GR 131 på Tenerife. Jeg glædede mig til opstigningen til Spaniens højeste bjerg, til paella, solskin og rare mennesker. Men til sidst gik det hele lidt anderledes…

Barefoot sko i bjergene? Hvorfor ikke!

Man kan rejse til Tenerife året rundt, men i vores vinter er forholdene perfekte til hiking. Temperaturen ligger lige omkring 20 grader – og det betyder også mindre vand på ryggen.

Hvis du har samme kombination af særheder som mig – kærlighed til bjerge og kærlighed til barefoot sko – så støder du før eller siden på problemet: hvilke sko skal man egentlig have på i bjergene, når alle altid har sagt, at man jo skal have en stiv og solid støvle.

Da jeg pakkede til GR 131, sagde jeg til mig selv, at jeg bare tog dem med. Tanken om at gå i en stiv støvle skræmte mig nemlig helt ærligt. Forstå mig ret: Jeg har prøvet forskellige solide mærkestøvler de sidste femten år – og af dem alle fik jeg før eller siden vabler. Efter en tur gennem Nízké Tatry lod jeg endda et par stå ved skraldespandene ved slutningen af trekket.

Mit valg af terrænsko faldt på SALTIC OUTDOOR FLAT. Af alle de mere sporty barfodssko, som vores marked tilbyder, var de de mest behagelige for mig. Fra tidligere ture vidste jeg også, at de ikke trykker nogen steder, de er robuste takket være den store gummirampe og kan også klare lidt regn. Jeg gik i dem på endagsture, og det var altid helt fint. Det her var første gang, jeg vidste, at der ventede mig en del højdemeter og cirka 100 kilometer.

Hvad skal man pakke til Kanarieøerne om vinteren

Temperaturerne svinger fra decideret sommerlige til helt vinterlige. Jo tættere du er på Spaniens højeste bjerg, jo lavere bliver temperaturen – og den falder også under frysepunktet. Derfor skal man også pakke ting, der ved første øjekast virker meningsløse… som handsker. Af tøj pakker jeg derfor alt fra shorts til dunjakke.

Camping tolereres uden for nationalparken, så jeg pakker telt, liggeunderlag og sovepose. En brænder og mad til et par dage skal også med. Det er også en ø med vandmangel, så jeg forbereder mig mentalt på at bære mere vand på ryggen. Selvfølgelig skal vandrestave, førstehjælpskit og vådservietter også med. I alt bliver det 12 kg.

Første dag: Mission gasdåse

Efter ankomsten tager jeg til den nordlige del af øen og tjekker ind på det billigste hostel. Desværre betyder „billigst“ her stadig 800 Kč. Hele næste formiddag leder jeg efter en gasdåse. Jeg kører rundt i hele byen med den lokale offentlige transport, og lige da jeg affinder mig med, at jeg ender som Reese Witherspoon i filmen Wild, sender ekspedienten i Decathlon mig videre til butikken Merlin, hvor de faktisk har gas. Til mit held i uheldet kun en på 500 g. Der kan nu ikke engang være et papirlommetørklæde mere i min rygsæk, og jeg tager bussen til rutens start. 

Jeg besluttede at starte i La Esperanza, men du kan også starte i Arona eller forlænge ruten, som du vil. Da jeg endelig kommer afsted med stor fanfare, er det allerede efter middag. Helt utålmodig sveder jeg mig op ad den første stigning og bliver ubehageligt overrasket over rygsækkens vægt. Så snart jeg kommer ind i skoven, møder jeg tre mennesker – og derefter ingen. Jeg havde nok forestillet mig, at der ville være mere liv. Vinden bekymrer mig… grenene bøjer sig, og jeg leder forgæves efter et sted, hvor jeg kan slå telt op. Som så mange gange før redder mapy.cz mig. Jeg finder et læskur og går derhen. 

Nattens modprøve

Jeg har ikke indrømmet én ting endnu. Denne tur var en udfordring for mig. Ikke fordi jeg gik alene, men fordi jeg havde besluttet at sove alene udenfor. I mange år skræmte det mig og holdt mig tilbage. Nu følte jeg på en eller anden måde, at tiden var kommet til at bryde den forbandelse. 

Da jeg kommer frem til læskuret, finder jeg to fyre der. Gæt hvor de er fra? Ja, selvfølgelig – de er fra vores hjemegn. Uden at gøre mig til indrømmer jeg, at jeg er ret glad – også på grund af taget, som læskuret har. Jeg udskyder min modprøve til næste nat. Om morgenen er der ikke et spor af vind, vi siger farvel, og vi går hver vores vej. Mit mål i dag er vand, 20 km væk. 

Anden dag: I Saltic går det derudad

Hele dagen går jeg i skoven. Først stiger jeg 800 højdemeter for bagefter at gå dem alle ned igen. I Saltic går det virkelig godt. Indimellem kan jeg allerede se Teide, men der er stadig et godt stykke. Igen møder jeg kun få mennesker og nyder tiden i skoven. Da jeg når frem til vandet, er det allerede ved at blive mørkt. Jeg slår hurtigt telt op og laver aftensmad. Paradoksalt nok føler jeg mig mere tryg et stykke fra læskuret, hvor ingen kan se mig. Omkring klokken syv lægger jeg mig, og der venter mig cirka tolv timer i mit kisteformede telt. Skoven skræmmer mig egentlig ikke – og de andre bekymringer undertrykker jeg med magt. Hvad skulle jeg ellers gøre i den situation? Selvfølgelig vågner jeg ved hver mistænkelig lyd = ved hver lyd, men heldigvis er jeg træt, så jeg sover relativt godt under omstændighederne. 

Tredje dag: Månelandskab og en uhyggelig hule

Tredje dag løber jeg videre, stolt over at have overlevet. Først går ruten langs højdekurverne, og så kommer den endeløse opstigning. Da jeg når frem til en restaurant ved grænsen til nationalparken, tanker jeg op med steak og dessert. Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre nu… Til sidst beslutter jeg på en vens anbefaling at fortsætte, selvom jeg ved, at camping er forbudt der. Mit mål er hulen Montana Blanca. 

Kulisserne skifter til et næsten måneagtigt landskab, og igen er der næsten ingen mennesker. Jeg tænker, at der helt sikkert er nogen i nødlæskuret. Det var der ikke. Jeg kommer frem næsten i mørke, leder lidt efter stedet – det ligger ret skjult, og helt ærligt… ret uhyggeligt. Det hjælper heller ikke på roen at se to silhuetter, der løber rundt et sted over mig i bjergene. Jeg slår ikke telt op, for jeg finder ikke en eneste edderkop her. Det blæser, og det er ret koldt. I dag sætter jeg pris på min dunsovepose. Med planen om at stå op klokken to og gå klokken tre for at nå solopgangen på Teide, går jeg i seng. Eller jeg prøver i hvert fald, men søvnen kommer ikke, og jeg støder på et mærkeligt problem. Her er helt utroligt stille. Så stille, at jeg kan høre et hår vende sig i min hætte, og mit hjerte hamre. Jeg falder skiftevis i søvn og vågner igen; klokken to sætter jeg mig op som en zombie og koger grød.

Fjerde dag: Når barefoot sko ødelægger dine planer

Allerede inden jeg går, hører jeg skridt og stemmer fra andre, der også er ivrige efter at komme afsted. Efter en nat, hvor jeg kun halvt sov, mobiliserer jeg alle kræfter og går også. Stigningen er først mild. Det er godt nok mørkt, men månen og masser af stjerner lyser vejen op. Jeg må sige, at det føltes næsten magisk. Jeg bliver revet ud af mine tanker af parkvagter. Ifølge de „kloge“ råd på nettet, der siger, at ingen tjekker tilladelser ved solopgang, havde jeg ikke bekymret mig synderligt om at få den. Nå, men de tjekker. En ung spanier lader mig registrere på hjemmesiden, og jeg tror, at det er klaret. Men han tjekker også alles udstyr. Jeg har alt, jeg kan komme i tanke om… indtil han kigger på mine sko. Jeg fornemmer, at han ikke ligefrem bliver begejstret. Men at han siger, at jeg ikke må gå op på grund af dem, havde jeg ikke regnet med. Jeg står der, som om nogen har hældt en spand iskoldt vand ud over mig! Jeg prøver alt fra den rationelle tilgang – at jeg kan gå i de her sko – til hundeøjne, men intet virker. Selvom jeg er tæt på tårer, får han dem ikke at se. 

Hvad nu? Natmarch og kulde

Jeg begynder at fryse, fordi jeg har stået og trippet der et stykke tid, så jeg må finde på en alternativ plan. Jeg skal lidt tilbage og så koble mig på GR 131 igen. På vej ned møder jeg folk, der går op, og mit hjerte banker af irritation. Jeg stopper et øjeblik og kigger op. Jeg elsker at se på stjernehimlen, og jeg beslutter mig for i det mindste at nyde den her uventede nattetur. Jeg går og går, jeg fryser stadig, men jeg har ikke mere tøj, jeg kan tage på. Efter tolv kilometer når jeg frem til et turistcenter med restaurant og hotel. I tankerne håber jeg på kaffe og morgenmad; klokken er næsten otte, og solen er så småt på vej frem. Jeg går ind ad hotellets dør, men bliver straks sendt ud igen med beskeden om, at de kun laver mad til gæster. Det irriterer mig virkelig. Så i stedet for æg tager jeg en flapjack som dagens anden morgenmad. Udenfor varmer jeg en varmepude med mine frosne fingre og booker overnatning i Vilaflor, 13 km væk. Jeg smider ruten ind på kortet og tager den korteste vej – og selvfølgelig går den opad.

Sådan samler du al uheld på én dag

Heldigvis begynder solen at varme. Da jeg sætter mobilen til powerbanken, opdager jeg, at telefonen slet ikke lader. Batteriet viser 15 %, og jeg tager høretelefonerne ud. Jeg går op for mig, at hvis parkvagten havde ladet mig gå til toppen af Teide, ville det betyde endnu en nat udenfor – og uden telefon. Måske endte det faktisk, som det bedst kunne. Det aner jeg endnu ikke, hvilken rute jeg har begivet mig ud på. Da jeg hurtigt søgte efter en rute, lagde jeg ikke mærke til, at en del kun var stiplet – altså uden afmærkning. Det er en stenet nedstigning uden skiltning, kun en trampet sti indimellem… og indimellem ingenting. Derfor tager jeg ofte telefonen frem for at tjekke, om jeg holder den rigtige retning. Da jeg når ud på hovedvejen, ånder jeg lettet op. Den sidste udfordring er stentrapperne på nedstigningen til byen Vilaflor. Her protesterer mine trætte fødder en del, og den tynde sål hjælper ikke ligefrem – men det er nok bare at tænke på den vabel hen over hele hælen på vejen til Santiago, så går det straks bedre. Jeg tænker, at det må være nok for i dag. Så snart jeg når frem til overnatningsstedet, kollapser min telefon. Træt og sulten går jeg på den første restaurant efter et ordentligt måltid.

Femte dag: Finale ved havet

Den sidste dag har jeg kun 18 km til Arona. Ruten går først gennem skov, hvor jeg ikke møder nogen. Derefter går den ned mod kysten, og jeg nyder de smukke udsigter. Derfra kan jeg tage bussen til Los Christianos, hvor jeg har Airbnb i to nætter. Jeg vil gerne nå at slappe af og få lidt sol, inden jeg flyver hjem.

Hvordan gik det med mine fødder – og hvad ville jeg gøre anderledes næste gang?

Jeg kom frem tilfreds, uden vabler og med alle tånegle i behold. Skoene ser også – efter en grundig rengøring – næsten ud som nye. Men for ikke kun at rose: De sidste to dage gik meget på sten, og med en tynd sål var det indimellem irriterende. Det kan afhjælpes ved at lægge en indlægssål i (den sælges af producenten). Så bliver skoen mere stabil. Overdelen af skoen forblev uberørt efter alle kilometerne. 

Når jeg ser tilbage et par måneder senere – og lidt klogere efter flere ture – ville jeg have pakket mindre tøj: To par bukser er nok, og det samme gælder sokker. Teltet, der ligner en kiste, kan jeg ikke anbefale. Det er utroligt upraktisk – man kan ikke engang sidde op i det, slet ikke skifte tøj. Og det er også tydeligt ved første øjekast, at der kun er én person i teltet. Mine årvågne sanser lærte jeg at snyde, når jeg sov ude, med ørepropper og sovemaske. Prøv det – det er genialt! Bare rolig, lyden af en motorsav skal nok vække dig alligevel. 

Og hvad med de andre ting, jeg havde planlagt? Paellaen: Jeg var forbi utallige restauranter, men ingen ville lave den til én person. Og hvad angår mennesker, blev jeg overrasket over, hvor tom hele ruten var, så jeg tager ikke nye venskaber med hjem. Til gengæld tager jeg masser af oplevelser med, en gennemført modprøve og en solskoldet bagdel. Sig selv: sådan et eventyr får du ikke i et hotelkompleks.

Hvis du har lyst til at læse flere faktuelle oplysninger om Tenerife-overgangen, er her en artikel. 

Artiklen og billederne er lavet af Nikola Cejnarová – sygeplejerske med kærlighed til rejser, bjerge og kaffe. Du finder hende enten et sted på en bjergside eller på Instagram.