260 kilometer, 10 dage og ét par barefoot sko. Buen Camino!

Historier og mærker Gang, bevægelse og sundhed

Hvordan er det at tage afsted i barefoot sko på den berømte pilgrimsrute til Santiago de Compostela?

Kender du den der følelse, hvor du har lyst til at droppe det hele, sige op og bare tage afsted? Et sted hen. Hvor som helst. Bare væk. Så tøv ikke – tag afsted! Det lyder som en kliché fra en motivationsbrochure, men bare rolig: I denne artikel om vandreturen til det spanske pilgrimssted Santiago de Compostela venter der dig hverken dybsindige tanker om meningen med livet eller billeder af udspilede maver på stranden.

Det her byttede jeg ud med en eventyrlig vandretur langs den portugisisk-spanske kyst – og endda i november, årets mest regnfulde måned. 260 kilometer med en nyligt overstået ankelskade, uden træning, med 10–12 kilo på ryggen og i barefoot sko. Hvad skal jeg sige – det var en fuldstændig uigennemtænkt plan. Hvis du drømmer om et lignende eventyr, så spring ud i det.

For at kunne dele glæder, udfordringer og ømme fødder med nogen på turen, fik jeg overtalt min veninde Hanka til at tage med og trave sammen med mig. Og undervejs sluttede Karel sig også til os – uventet og uinviteret. Men mere om ham senere.

Det rigtige udstyr er alfa og omega

På pilgrims-hjemmesider kan du læse, at det vigtigste udstyr til en vandrepilgrimsrejse først og fremmest er ordentlige sko. Så goretex-vandrestøvler med en affjedret sål, der nærmest går for dig, skulle være ideelt. Men mit stædige jeg, som lige var blevet nyforelsket i barefoot, kunne du sige hvad som helst til – jeg ville alligevel gå mine egne veje. Helt bogstaveligt. De råder også til ikke at slæbe tunge ting med, ikke at samle souvenirs og lignende unødvendigheder. Gæt, hvor meget min rygsæk vejede – og hvor meget af det der var små sten som minde.

Men ja, udstyr er grundlaget. En godt polstret rygsæk, der støtter dig i terrænet og ikke vejer for meget i sig selv (hold dig til klassiske outdoor-mærker – din ryg vil takke dig). Funktionelt tøj, så du ikke lugter på 100 meters afstand allerede efter første dag (det lovpriste merino viste sig virkelig at holde). Og vigtigst af alt – en ordentlig regnjakke. For vejret kan være lumsk, selv i Spanien. Hvem skulle have troet det? Det gjorde vi i hvert fald ikke...

Hvorfra, hvilken vej og hvorhen på Camino de Santiago

Det særlige ved denne pilgrimsrute er, at målet godt nok kun er ét – den maleriske katedral i det nordlige Spanien – men startpunkterne er hundredvis. Faktisk tusindvis. Du kan nemlig starte for eksempel lige uden for din egen dør og bare sætte kursen mod Santiago de Compostela. Før eller siden støder du på de charmerende gule pile, som bliver din guide hele vejen. Og tro mig: Når du først begynder at lede efter de gule pile, dukker de pludselig op overalt.

Ruterne går også gennem Tjekkiet. Hvis du vil tjekke, om en af dem starter under din altan, kan du kigge på den tjekkiske hjemmeside Ultreia, hvor du finder masser af udførlig info om ruten – altså caminoen.

For længst handler det ikke kun om en pilgrimsrejse for troende. På caminoen møder du en helt utrolig blanding af mennesker, og hver eneste har sin egen historie, som de gerne deler. Vi havde desværre begrænset tid til både ruten og pilgrimmenes historier, så vi valgte en af de mest trådte ruter – fra portugisiske Porto, cirka 260 km. November er ikke ligefrem det oplagte valg til lange vandreture i nærområdet – og slet ikke i et fjernt land, hvor du ikke aner, hvilke udfordringer der venter. Men det er jo netop dét, eventyr handler om. Så Buen Camino!

De første kilometer, kroppen siger til – og Karel blev født

Det regner. Det regner allerede om aftenen, hvor vi opdager Portos skønhed – farverne, fliserne, korken og vinen. Og det regner også om formiddagen, hvor vi febrilsk leder efter en credencial, et pilgrimspas (undervejs samler du stempler i det, og det hjælper dig også med at få en ren seng på pilgrimshostels, der kaldes albergues). Og sådan fik jeg for første gang testet vandtætheden på mine læder-barefoot sko. De holdt faktisk imponerende længe. De første kilometer på den træbelagte sti langs havet klarede de bravt. Til sidst måtte de dog give op. Det tilgav jeg dem, for når det regner oppefra, fra siden og nedefra, har du ingen chance. Det bekræftede også Hankas gennemblødte pro-vandrestøvler.

Første dag. Første 22 km. Første gennemblødning. Glæde og begejstring skiftede med tanker som: For pokker, skal vi gå i regn de næste 240 kilometer? Endnu 9 dage? Den rygsæk er vist lidt tung. De barefoot sko var måske ikke den bedste idé. Regnjakke og vind er ikke ligefrem venner. Men det varede aldrig længe. Udsigten til havet og hver eneste næste gennemblødte, grinende pilgrim, der hilste med Buen Camino, gav de tunge tanker nul chance. Caminoen er nemlig, hvad du gør den til. Og hvorfor lide over noget, du alligevel ikke kan styre? Så afsted videre!

Sådan går det dejligt lige indtil hovedet, skuldrene, knæene og hofterne begynder at brokke sig – og indtil du møder Karel. Karel sluttede sig til os allerede på dag to. Faktisk kunne han godt lide os, og han inviterede også sine venner, så der flyttede hurtigt flere ind hos os. På de mest følsomme steder under fødderne. Rejsekammerater, der er til at grine af.

Men ved du hvad? Til venstre bruser havet, og du går videre, fordi du har lyst – ingen tvinger dig – og selv med vabler er det fedt. Regn eller ej. Smerte eller ej. Tyngden af tanker om deadlines, ufærdige opgaver og Karel forsvinder og bliver erstattet af det eneste vigtige spørgsmål i menneskets eksistens: Hvad skal vi spise?

Regnen falder, og vin heler

„Det regner meget, alt gør ondt, og ned ad bakke gør det mest ondt.” sådan ser mine noter ud midt på turen. Men karma virker, og det dårlige bliver altid afløst af noget godt. Der skal bare en tilsyneladende lille ting til, før du er tilbage i godt humør. Solen kigger frem. Du ser en regnbue. Du møder en flok køer. Nogen tager et billede af dig ved en middelalderkirke af sten, så du ikke kun behøver et akavet selfie. Eller du tager bare skoene af et øjeblik og får en god kaffe. Den slags små øjeblikke af glæde kan jeg anbefale at give dig selv hver dag – og afslutte med et glas lækker portugisisk/spansk rødvin. Eller tre.

Undervejs er caféer og restauranter vant til pilgrimme. Med et ekstra smil får du ofte lov til for eksempel at tørre dine sko ved en varm pejs. Langs den portugisiske rute er der heldigvis nok af den slags steder. Ingen synes, det er mærkeligt, at du har en rygsæk pyntet med våde sokker, og at der, når du går ind, dannes et lille hav under dig – nogle gange af vand, andre gange af sand. Selvom de fleste lokale aldrig selv har gået caminoen, har de respekt og forståelse for pilgrimme.

En klar fordel ved turen er overnatningerne – albergues – som ligger spredt langs alle ruter nogenlunde sådan, at du kan nå en hver dag. Eller i hvert fald hver anden. Og selvom det ikke er normalt med varme i hverken Portugal eller Spanien, er albergues til vinter og regn udstyret med pejs eller elvarmere. Og det er som regel nok til, at sokker, sko og T-shirt kan tørre natten over.

Hold især fødderne varme

„Pas på jer selv – og især hold fødderne varme,” sagde Hankas far, da han tog afsked med os før turen. Det er nemt at sige, men prøv lige, når det regner så meget, at det er fuldstændig ligegyldigt, om du hopper over en vandpyt eller træder direkte i den. Men verden er stadig smuk, selv når du humper afsted, og Karel gør opmærksom på sig selv ved hvert skridt.

Det minder mig om, at du på det kloge internet kan finde masser af gode råd til fodpleje på en vandrepilgrimsrejse. For eksempel at have to par sokker på, så foden ikke gnider så meget, og der ikke opstår vabler. Det virker – virkelig. Ærgerligt, at jeg først fandt ud af det halvvejs. Når det er sagt, må jeg indrømme, at min barefoot-Karel var en lille pølse i forhold til Hankas mange – han lod sig overtale og var væk efter to dage. Hanka, i de anbefalede affjedrede vandrestøvler, havde meget mere „sjov” med dem.

Et andet mirakel er sportstape, som kan aflaste et ømt knæ – og dermed også hoften. Indtil det andet knæ begynder at gøre ondt. Og en helt vildt god hjælper er calendula-salve. Og at smøre fødderne morgen og aften. Jeg troede, den vane ville følge mig hjem. Fodpleje til fødder, der bærer dig hele livet, er jo vigtigt. Men du kender det – hvis jeg husker det én gang om ugen, er det flot. Vær ikke som mig.

Glæden i de små øjeblikke

At gå to sammen har noget særligt. Du har nogen at dele de tusind begejstrede, nysgerrige tanker om livet med, nogen at klage til over ømme steder i kroppen – og nogen at gentage igen og igen, at du er sulten. Men det er virkelig vigtigt at finde balancen. For nogle gange – og mere og mere mod slutningen – opstår der et naturligt behov for stilhed og bare at gå. Videre. Alene. I dine egne tankers bekendelse.

Og andre gange har man brug for at bryde de fordybede øjeblikke med et fuldstændig absurd øjeblik af ren glæde. Når en af jer pludselig siger århundredets replik: Hey, jeg er blevet millionær – jeg ejer to kæmpe swimmingpools. I mine sko! Eller når du møder en 70-årig bedstemor i en lang softshell-nederdel i stedet for forklæde, som går caminoen for fjerde gang, og du suger verdens visdom til dig – og frygten for væggelus. Til sidst får du hendes telefonnummer og et løfte om, at når du kommer til Australien, har du et sted at sove. Hvis hun kunne, ville hun helt sikkert også bage boller til os. Sammenlignet med hendes 600 km fra Lissabon i sandaler er vores 260 km og halve alder jo helt til grin. Jeg håber, jeg en dag bliver som hende.

Er vi der snart?

Vi gik omkring 30 km om dagen. I starten virkede de 260 helt ubegribeligt langt væk. Og jo mere de blev færre, jo mere voksede begejstringen over, at målet nærmede sig. Men så snart det begyndte at komme faretruende tæt på, dukkede skuffelsen op igen over, at hele eventyret en dag ville slutte. Samtidig var der også nysgerrighed: Hvordan er det at nå frem og stå foran katedralen? De sidste kilometer var glade. Vejret skiftede som aprilvejr, og vi var efterhånden fuldstændig ligeglade. Ligesom med, at vi nåede katedralen via en lang omvej. For pludselig var den der. I al sin skønhed. Og vi var der også. Det var en helt vildt salig følelse af en lille, stor sejr – blandet med sorgen over, at det stille og roligt var ved at slutte.

Caminoen bringer masser af svære, men smukke øjeblikke – træthed, udmattelse, sult, tristhed og savn, men især grin og glæde. Du indser, hvor fantastisk menneskekroppen er. Hvor taknemmelige vi bør være for den. At når noget gør ondt, er der en grund – og ofte er det noget, vi selv er skyld i. For eksempel ved at vælge forkert fodtøj. Det er dog ikke mit tilfælde: at gå i barefoot sko var en helt igennem genial idé.

Om jeg ville gå den igen? Selvfølgelig – gerne allerede i morgen!

Pilgrimsruten Camino de Santiago blev også gået af fotografen, eventyreren og nordlys-guide, Marek Rybář. Hele 110 km klarede han komfortabelt i modellen XERO SHOES HFS.

Se hans video fra turen: